Der er for få kvinder i bestyrelserne.

Der er for få kvinder i bestyrelserne. Det skal der gøres noget ved, mener ligestillingsminister Manu Sareen. Regeringen vil i dette folketingsår fremsætte lovforslag, der pålægger virksomhederne at udarbejde måltal for kønsfordelingen i det øverste ledelsesorgan samt udarbejde politikker for, hvorledes man opnår målene.

Det er da også ubestrideligt, at der er forholdsvis få kvinder i virksomhedsbestyrelserne, det gælder de private såvel som de offentlige virksomheder. Det ser specielt sløjt ud i de børsnoterede selskaber, hvor kvinderne kun besætter knapt 7 pct. af bestyrelsesposterne. I de offentligt ejede aktieselskaber sidder kvinderne på godt 20 pct. af pladserne. Der er altså lang vej til ligestilling i bestyrelsesarbejdet.

Nu er det ikke kun i bestyrelsesværelserne, der er forskel på de to køn. Der er forholdsvis langt flere kvinder i den offentlige sektor, hvorimod mændene er i stort overtal i de offentligt ejede selskaber og i den private sektor. 

 

Der er flere kvinder der tager en længerevarende uddannelse. Der er massiv overvægt af kvinder på medicin- og jurastudiet og tilsvarende færre på de tekniske uddannelser. I de erhvervsfaglige uddannelser er der et massivt overtal af kvinder indenfor sundhedsområdet, mens mændene har sat sig på jern og metal samt byggeri.

Der er også betydeligt flere kvinder, der er på deltid end mænd, og der er forholdsvis flere kvinder i den erhvervsduelige alder, der er på offentlig forsørgelse. I gennemsnit tjener kvinder mærkbart mindre end mænd.

Til trods for mange års debat om ligestilling, herunder om kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, er der altså fortsat store forskelle. Det er lidt overraskende, at Danmark bestemt ikke er et foregangsland, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. De fleste andre europæiske lande har forholdsvis flere ledere end vi.

Professor Nina Smith mener, at vi har at gøre med et egentlig samfundsproblem, for så vidt at Danmark går glip af en stor talentmasse, og at den store investering i uddannelse af kvinder derfor ikke udnyttes fuldt ud. Man kan vel også vende det om og påstå, at de veluddannede har flere valgmuligheder end folk, der ikke har en uddannelse. Der er flere jobs at vælge imellem og da veluddannede som hovedregel tjener mere end uuddannede, kan den veluddannede jo også vælge at arbejde mindre og prioritere f.eks. børn og hjem højere end det at gøre en karriere. Som lavtlønnet har man ikke umiddelbart samme mulighed. Hvis dette sammenholdes med en temmelig hård indkomstbeskatning, er den økonomiske gevinst ved den sidste times arbejde overskuelig. Man kan sige, at den hårde beskatning af arbejde begrænser arbejdsudbuddet, hvilket kan være forklaringen på, at langt flere kvinder er på deltid og på offentlig forsørgelse. Dette forhold betyder sammenholdt med uddannelsesvalg, at der måske ikke er så mange lederemner til rådighed blandt kvinder som blandt mænd.

Det slår igen igennem ved besættelse af bestyrelsesposter. Vi lever i et privatkapitalistisk samfund, hvor målet for virksomhedsejerne altid vil være at sikre størst mulig lønsomhed. Der er næppe nogen virksomhedsejer, der vil opgive denne målsætning af kønspolitiske årsager. Nogle vil mene at kunne påvise, at virksomheder med mange kvindelige ledere også er de mest lønsomme. Det er muligt, men det er kun interessant, hvis man kan påvise en årsagssammenhæng. Og der er der indtil nu ingen, der har kunnet. Hvis det var kvinderne i sig selv, der sikrede stor lønsomhed, ville de almindelige markedsmekanismer vel betyde, at mændene blev trængt ud af bestyrelseslokalerne. Årsagen til, at virksomheder med kvindelige bestyrelsesmedlemmer og mange kvindelige ledere klarer sig forholdsvis bedst kan være, at disse virksomheder har en mere bevidst og dygtigere ledelse, dvs. en ledelse der er bedre til at få talenterne frem i lyset uanset køn, religion, hudfarve osv.

Eller sagt med andre ord. For virksomhederne er det ligegyldigt, om der er mange eller få kvinder i bestyrelsen. Det er derimod vigtigt, at de rette kompetencer er repræsenteret i bestyrelsen, og at bestyrelsen fungerer som en enhed. Det er vigtigt, at begge køn har lige muligheder. Hvordan det enkelte menneske forvalter og prioriterer sit liv er vel uvedkommende for samfundet. Det er meget sandsynligt, at ministerens forslag sikrer, at spørgsmålet om kvinder og ledelse ikke går i glemmebogen og dermed forhindrer, at det bliver en dårlig vane, at så få kvinder deltager i ledelse og bestyrelse. Lige muligheder og lige synlighed, dvs. et transparent marked for bestyrelsesmedlemmer og ledere bør være tilstrækkeligt til, at de bedst egnede kommer i betragtning, uagtet køn, alder, religion og farve. 

  

Vi mangler svar og løsninger nu og her

Folketingets åbning blev i år markeret med en massiv annoncekampagne og demonstration fra en særdeles utilfreds fagbevægelse. Samtidigt offentliggjorde dagbladet Børsen en konjunkturanalyse, der viser, at hver tredje danske virksomhed varsler fyringer de kommende 6 måneder. Ikke nogen god start på det nye folketingsår for regeringen.

Afkortningen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år vil derfor skabe betydelige økonomiske problemer for tusinder af danskere, der falder for 2 års grænsen til nytår, lyder budskabet. Der er simpelthen ikke nok job til rådighed for de ledige. Fagbevægelsen giver heller ikke meget for regeringens meget omtalte akutpakke til afhjælpning af problemet. Det er for lidt, og det er for usikkert. Man ønsker garantier for tab af indkomst enten i form af garanti for job eller garanti for efteruddannelse som led i optjeningsperiode, således at de ledige hurtigt kan genoptjene retten til at modtage understøttelse i yderligere 2 år.

Egentlig er der ikke noget at sige til, at fagbevægelsen er godt og grundigt utilfreds med regeringen. Det kan imidlertid undre, at fagbevægelsen mener, at løsningen på problemet er at gøre dagpengesystemet til et evigt varende socialt sikkerhedsnet for de, der er medlem af en a-kasse. Alle de, der ikke er medlem, er henvist til at modtage den økonomiske hjælp, som bistandsloven nu engang giver ret til. Her tæller husstandsindkomst, formue, arbejdsevne mv. en afgørende rolle for omfanget af den hjælp, man er berettiget til at modtage. Det er vel ikke urimeligt, at folks egne økonomiske ressourcer kommer i spil efter en rimelig lang periode på offentlig forsørgelse. Som borgere har vi vel fortsat en pligt til at klare os selv om muligt.

 

Fagbevægelsens vrede burde derfor snarere rettes mod regeringens manglende evne og lyst til at skabe job i den private sektor. Alt andet er lappeløsninger. Kickstart, grøn omstilling, akutpakker og vidensjob er regeringens svar på problemerne. Det skal nok gå alt sammen, og i år 2020 vil der i øvrigt være mangel på arbejdskraft. Det er langt hen af vejen ord uden indhold for tusinder af danskere og dermed for fagbevægelsens mange medlemmer. Familiernes opsparing ligger typisk som friværdi i ejerboligen. Den er spist op af det dramatiske prisfald på fast ejendom. Trygheden ved at have et godt job eksisterer ikke længere. Der skæres ind til benet i det offentlige og i erhvervslivet, og i modsætning til finansministeren ser erhvervslivet sort på fremtiden. Derfor varsles der fyringer.

Regeringens svar på jobkrisen i den private sektor er, at vi i fremtiden skal leve af vidensindustri, derfor ny folkeskolereform, der skal sikre, at vi får den bedst uddannede generation. De er på banen om 10-15 år. Vi skal satse på grøn omstilling, hvad det så måtte være. Men det er sikkert noget med vindmøller, biogas og andre aktiviteter, der som udgangspunkt kræver enorme offentlige subsidier at aktivere. Og så er der jo cleantech industrien, det er noget med miljø.

Alle tiders, men i virkelighedens verden er det landbruget og medicinalindustrien, der holder gang i den danske eksport. Industrien har vanskeligt ved at holde dampen oppe. Det, der bekymrer befolkningen og dermed fagbevægelsens medlemmer, er, hvad vi skal leve af i morgen og ikke hvad vi skal leve af om 10 - 20 år. Hvordan får vore børn en ordentlig uddannelse? Kan de få job, kan vi bevare vort eget job, så familien kan opretholde vanlig levefod? Vi er alle direkte eller indirekte berørt af den økonomiske krise. Derfor gider vi ikke høre om, at Danmark skal være verdens bedste til dit eller dat om 20 år. Vi vil have svar og løsninger på de problemer, der presser sig på her og nu. Hvorfor tager fagbevægelsen ikke erhvervslivet og dermed de, der kan sikre reel tryghed via jobskabelse, i hånden og protesterer mod regeringens manglende lyst til at forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv frem for at søge tryghed ved at bede om offentlige understøttelse? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod en tåbelig miljølov, der sender tusinder af job i fødevareindustrien sydpå. Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at det tager år at opnå tilladelser til at udvide produktionen i landbruget? Hvad er meningen med at tage tusinder af hektar landbrugsjord ud af produktion for at opnå en tvivlsom miljømæssig gevinst, på bekostning af produktion og dermed job i fødevareindustrien? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at erhvervslivet pålægges nye skatter og afgifter i en periode, hvor udlandet gør det modsatte? Fedt- og sukkerafgiften, NOx-afgiften, og senest beskatningen af danskere der udsendes til udlandet - er det en beskatning, der skaber jobs eller det modsatte? Det burde fagbevægelsen interessere sig for. Job og atter job er det eneste, der kan skabe den tryghed og sociale balance, som fagbevægelsen efterlyser. Alt det andet er som at tisse i bukserne.              

Hvad med at se lidt indad?

Kineserne kom, så og sejrede. Det kinesiske præsidentbesøg i Danmark illustrerede klart, at magtbalancen i verden er under hastig forandring. Den fik ikke for lidt, og det, den fik, var langt hen af vejen på gæsternes præmisser. Og sådan skal det jo nok være, omend store dele af pressen satte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at vore kinesiske gæster så at sige ønskede at afholde f.eks. pressemøder på kinesisk manér. Og så var der jo også spørgsmålet om menneskerettighederne. Ville regeringen diskutere manglen på samme i Kina, eller ville den lade de økonomiske hensyn sejre?

Det med menneskerettigheder er en vanskelig størrelse. Og det er under alle omstændigheder en størrelse, der er foranderlig. Spørgsmålet er derfor, om det er rimeligt at vurdere menneskerettighederne i et enkelt land, primært som den aktuelle tilstand - frem for i hvilken retning menneskerettighederne nu engang bevæger sig. Den aktuelle tilstand er et resultat af et lands historie og langvarige udvikling, mens bevægelsen derimod afspejler de nuværende magthaveres holdning til menneskerettighederne.

Der er ingen tvivl om, at Kina ikke lever op til det, man kan kalde de almindelige, universelle menneskerettigheder. Omvendt er der heller ikke tvivl om, at den kinesiske befolkning aldrig tidligere i landets historie har nydt samme frihed som i dag. Den kinesiske regering arbejder kontinuerligt med at reformere systemet. Nogle vil måske hævde, at det går for langsomt, andre accepterer måske, at denne type forandringer tager tid, fordi der reelt er tale om brud på tusinder års retspraksis og samfundssyn. Men det væsentlige er, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Der er en vilje til forandring også på dette vigtige område.

Hvordan ser det så ud her i landet? De fleste er enige om, at Danmark er et af de mest transparente samfund i verden og dermed også et af de mindst korrupte. Ingen tvivl om, at grundloven sikrer borgerne store frihedsrettigheder. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskerettighederne og de grundlovssikrede frihedsrettigheder for alvor er en vigtig del af det politiske tankegods. Er det således, at der i folketinget er stor bekymring for, om denne eller hin lovgivning indskrænker borgernes grundlovssikrede rettigheder, og en given forvaltningspraksis måske ikke helt lever op til de retssikkerhedsbestemmelser, som man kunne forvente i et demokratisk samfund?

Claes Kastholm skriver i Berlingske søndag den 17. juni, at den nye lov, som giver skattevæsenet større beføjelser end politiet til at trænge ind på folks private ejendom i jagten på sort arbejde, er endnu et tegn på, at det danske samfund bevæger sig i en fascistisk retning. SF’s politiske ordfører kommenterede egentlig ikke indholdet, men han mente, at Claes Kastholms udtalelser var en hån mod borgerne i det tidligere Østtyskland, hvad han så end mente med det. Fascisme er ikke nogen egentlig politisk ideologi, men snarere en løs benævnelse for 'ikke kommunistiske totalitære stater'. Fascismens grundsætning er 'intet over og intet ved siden af staten'. Hensynet til staten tilsidesætter så at sige alle andre hensyn - f.eks. det enkelte menneskes retssikkerhed. I grundloven er boligen ukrænkelig. Derfor kan politiet ikke trænge ind på privat ejendom uden dommerkendelse. Der skal altså være en særdeles god og begrundet mistanke om, at der foregår ulovligheder på matriklen, inden politiet skrider ind. Sort arbejde anses som en forbrydelse mod staten, det er et simpelt tyveri f.eks. ikke. Hensynet til staten vejer altså tungere end borgernes grundlovssikrede rettigheder. Derfor er den nye lov udtryk for en totalitær tankegang. At advokatrådet og et hav af juridiske eksperter har advaret regeringen mod at gennemføre loven gav kun anledning til et skuldertræk. Intet over og intet ved siden af staten, synes tankegangen at være i skattevæsenet.

Inden for mit eget område møder vi også i stigende grad den totalitære tankegang. Fødevarestyrelsens løbende kontroller af husdyrhold bygger på et nul tolerance princip, dvs. at alle overtrædelser, store som små, har konsekvenser, herunder f.eks. politianmeldelser. At Dansk Standard i en rapport konkluderer, at tilsynet er uprofessionelt og tilfældigt giver ikke anledning til de store betænkeligheder. Vi kan jo alle have en dårlig dag, som veterinærchef Per Henriksen udtrykker det. Man kan således godt komme til at politianmelde en bonde uden grund. Det må man acceptere. Dog accepterer systemet ikke, at bonden måske har en dårlig dag. Intet over og intet ved siden af staten. Men denne nultolerance er udansk. 'Den, der er ren kaster den første sten' - dét er et bærende udsagn i det, man kan kalde et Grundtvigiansk livssyn. Imidlertid har det inkluderende og det samtalebestemte forhold mellem borger og stat igennem de senere år desværre bevæget sig i retning af kontrol og straf. Vi bliver overvåget og kontrolleret som aldrig før i Danmark.

Efter min mening er det besynderligt, at danske politikere har så travlt med at kritisere diverse lande for brud på menneskerettighederne, når man her i landet kontinuerligt og uden de store politiske diskussioner indskrænker borgernes frihedsrettigheder.                

 

Diskrimination af værste skuffe

Lad mig sige det med det samme. Jeg er krænket og indædt gal over regeringens politik om at borgere over 65 år skal betale betydeligt mere i skat end alle andre. Hvad pokker ligner det?  Jeg tror ikke at der noget andet land i verden der er på vej med en tilsvarende grænseoverskridende idiotisk diskriminering af ældre medborgere. Ikke nok med, at forslaget afslører et fuldkomment ubegribeligt menneskesyn, ja så er det temmelig sandsynligt, at forslaget strider mod EU´s bestemmelser om diskriminering. Det er kun et par år siden, at EU slog fast at det er ulovligt at afskedige medarbejdere på grund af alder. Aldersdiskriminering blev ligestillet med diskriminering pga. af køn, race, religiøs baggrund mv. Før valget påstod de tre regeringspartier, at de havde et helt specielt fint menneskesyn. Altså i modsætning til den tidligere regering forstås.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg egentlig er fløjtende ligeglad med, om jeg kommer til at betale nogle tusinde kroner mere eller mindre i skat. Men jeg er ikke ligeglad med, om jeg diskrimineres. Jeg føler, at det er dybt krænkende, at jeg ene og alene pga af min alder tilsyneladende skal betale en ekstra skat i forhold til mine yngre kolleger - vel fordi regeringen betragter ældre medborgere som et belastende eller ligefrem uønsket element i det danske samfund. Vi skal i lighed med bilejere med benzinslugere bære en højere grøn ejerafgift. Regeringen mener åbenbart, at folk over 65 forurener det danske samfund.

Da jeg var i samme alder som skatteministeren var jeg gift, havde børn, vi boede i eget hus, og jeg var færdiguddannet som cand. polit. Jeg har aldrig fået en krone fra det offentlige. Vi har altid tjent tilstrækkeligt til ikke at være afhængige eller være berettigede til offentlig hjælp. Tilsvarende har vore børn. Vi har sparet massivt op til vor pension, og vi har gjort alt for ikke at ligge det danske samfund til byrde. Ikke af idealistiske grunde, men fordi vi aldrig har turdet tro og stole på de offentlige systemer.  Jeg har i hele mit arbejdsliv betalt meget store skatter, fordi jeg har været heldig og haft en høj indkomst. Jeg er fortsat i arbejde og lægger rigtig mange timer i jobbet, ikke mindst fordi jeg har mange rejsedage. Jeg mener med andre ord, at jeg fortsat har noget at byde på, og at jeg fortsat er med til at skabe de værdier som bl.a. ungdomspolitikerne i regeringen har så travlt med at fordele til alle de hårdtarbejdende folk i blå kedeldragter. De sande helte i det danske samfund er ifølge regeringen ufaglærte, sosu-assistenter, skolelærere og sygeplejersker under 65 år, mens hårdtarbejdende folk over 65 år, i lighed med stærkt forurenende ting eller skadelige fødevarer, skal pålægges en ekstraskat. Man må i sandhed sige, at vi har fået en regering med et helt andet menneskesyn end den forrige.

Lad mig også indrømme, at jeg i hele mit liv har ment, at den største trussel mod det enkelte menneskes frihed ikke var ydre fjender, men at truslen kom fra indefra i form af en altdominerende offentlig sektor. Den offentlige sektor i Danmark er så ressourcekrævende, at den siddende regering er tvunget til at bryde alle principper, for fortsat at kunne finde tilstrækkelige skattekroner til, at finansiere de offentlige aktiviteter. Ikke mindst i en vanskelig økonomisk situation som den nuværende, er det økonomiske råderum så begrænset, at hellige køer bliver slagtet vel først og fremmest fordi regeringen ikke har mod og mandshjerte til at gennemføre de helt nødvendige effektiviseringer og tilpasninger af sektoren. Det er tilsyneladende lettere for regeringen at pålægge ældre skatteborgere en ekstra skat, fremfor at tage fat ved ondets rod, nemlig de offentlige udgifter. De er simpelthen for store i forhold til den underliggende produktion.

Min kone og jeg har i opdragelsen af vore børn hele tiden lagt vægt på, at det er mere relevant at kunne stemme med fødderne end med en stemmeseddel, forstået på den måde at det er vigtigt at tage en uddannelse, der gør det muligt at få job uden for landets grænser. Vore børn bor ikke længere i Danmark. Det er vi både kede af og glade for. Glade, fordi de selv kan vælge hvilket samfund de ønsker at leve i, kede af det fordi de ikke mener, at Danmark er attraktiv nok til at de ønsker at være en del af dette fællesskab. Et fællesskab, som er under pres bl.a. fordi ungdomspolitikerne i deres umodenhed har et verdensbillede, der vel først og fremmest bygger på de erfaringer fra det virkelige liv, de har opnået på Roskilde Festivalen og andre tilsvarende aktiviteter.

Det, der binder et land sammen, er at borgerne bygger deres liv på samme værdigrundlag. At vi har andet og mere til fælles end landets ydre grænser. Det folkelige fællesskab har altid fyldt meget i det danske samfund. Derfor har det været muligt at omfordele og dermed skabe et af verdens mest lige samfund. Vi er opdraget til at vise respekt og yde omsorg for hinanden. Regeringen har på afgørende vis med deres forslag til skattereform erklæret krig mod det bærende i velfærdssamfundet - nemlig de universelle velfærdsydelser, samt indført diskriminering af 25 pct. af befolkningen nemlig alle over 65 år. Hvorfor pokker skal samfundet hænge sammen, hvis de grundlæggende værdier ligeværd og gensidig respekt fjernes?

Ved den seneste opinionsundersøgelse fik regeringen ca. 30 pct. af stemmerne. Det synes medierne var utroligt få. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er utroligt, at 30 pct. af vælgerne synes, at det er i orden at diskriminere en stor del af befolkningen, samt at det er ok at angribe velfærdsstatens grundprincip nemlig de universelle velfærdsydelser og dermed lægge en alvorlig sten i skoen på velfærdsstatens fremtid.

Bureakratiet hæmmer den danske udvikling

At gøre forretning i Kina er som at ride på en tiger. Det går hurtigt, det er vildt og det er lidt farligt. Farligt er det, fordi Kinas økonomi er så ufattelig stor og dynamisk, at man hele tiden skal passe på, at man ikke i overdreven tro på egne evner og muligheder kommer til at spænde buen for hårdt.

Jeg er netop kommet hjem fra en smuttur til Kina. I Hong Kong underskrev jeg et 'letter of intent' om etablering og drift af lagerfaciliteter samt et designcenter i pelsbyen Ye Yoa.Ye Yoa ligger et par timers kørsel syd for Shanghai og er i dag det hurtigst voksende pelsproduktionscenter i Kina. Byen rummer i dag godt 1200 buntmagervirksomheder, men ambitionerne er høje, så man er i fuld gang med at fordoble kapaciteten. Om halvandet år vil der derfor være hele 2500 pelsvirksomheder i byen. Man er stålsat fokuseret på at blive verdens mest betydningsfulde pelscenter - Hverken mere eller mindre.

Derfor har de gode pelsfolk i et tæt parløb med den lokale administration presset på for at få tilladelse til at få frihandelsstatus til nye store lagerfaciliteter. Det er disse lagerfaciliteter Kopenhagen Fur er blevet bedt om at drive. Og når man nu alligevel er i gang med gravkøerne, kranerne osv. hvorfor så ikke bygge et designcenter? Det hører vel med. Men der skal jo nogle til at drive sådan et center så derfor er Kopenhagen Fur også blevet bedt om at se på den sag. Hele det øverste partiapparat var til stede i Hong Kong og naturligvis også de øverste administrative ledere. Det hele blev garneret af de mest betydningsfulde pelsfolk fra byen. Hele seancen var designet for at lægge maksimalt pres på Kopenhagen Fur. Man har behov for vor viden og erfaring for at komme videre.

Da jeg sad der med pennen i hånden og satte min signatur på aftalerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvorledes en tilsvarende situation ville være i Danmark. Der eksisterer simpelthen ikke det mindste pres fra den offentlige sektor for at få erhvervslivet lidt op på tæerne og investere i nye aktiviteter og arbejdspladser. Der er nærmest tale om det modsatte. Man får undertiden det indtryk, at hvis nogen, f.eks. en pelsdyravler, ønsker at udvide sin virksomhed, ja så opfattes han mere som et problem end et positivt bidrag til at holde aktiviteten oppe til gavn for beskæftigelse og den kommunale økonomi. Jeg tror at mange andre erhverv har den samme oplevelse. Det er pokkers besværligt at søsætte nye ideer og aktiviteter i Danmark. Kommunerne kæmper med håbløs lovgivning på en række områder. Bureaukraterne og interesseorganisationerne har effektivt taget dynamikken ud af det danske samfund.

Lad mig tage et eksempel:

Kopenhagen Fur, Dansk Mode og Tekstil, samt Guldsmedenes Leverandørforening besluttede for et år siden at gå sammen og skabe et inspirationscenter i København. Tanken var at de tre organisationer bl.a. placerer deres kreative aktiviteter i et fælles center med sigte på at tiltrække danske såvel som udenlandske virksomheder til centret i håb om at en egentlig klynge af kreative virksomheder vil indeholde så mange synegier at centret kan medvirke til at gøre København til et internationalt modecenter. Vi har allerede mange henvendelser fra bl.a. kinesiske modevirksomheder, som udtrykker interesse i at benytte det planlagte center som stepstone ind i Europa. De kinesiske virksomheder har kapitalen og viljen til ekspansion, men mangler kulturel forståelse herunder den helt nødvendige forståelse for modens natur. Det har en lang række danske virksomheder derimod. Så hvorfor ikke kaste sig over Europa i samarbejde med kinesiske virksomheder? Tilsvarende kan et samarbejde med f.eks den kinesiske modeindustri gøre det tilsvarende lettere at komme ind på dette meget vigtige marked. Vi har viden og indsigt, men mangler kapital og måske den helt grundlæggende energi og ekspansionslyst som præger det kinesiske erhvervsliv.  De tre organisationer bag initiativet er enige om ikke at bede om offentlige penge til projektet. Vi klarer det hele selv.

Projektet har fået mange rosende ord med på vejen, men det er blevet ved ord. Mange ministre, folketingspolitikere og byrådspolitikere synes, at det er en meget spændende ide. Men det bliver ved ordene. Vi har et ønske, nemlig at få et areal stillet til rådighed i København så vi kan komme i gang. Vi betaler selv, vi beder ikke om gaver. Efter et år i den kommunale bermudatrekant for gode ideer og initiativer synes der endeligt langt om længe at komme lidt skred i tingene.

Mens vi har overvejet, tænkt os grundigt om, funderet over lokalplaner osv. osv. har de gode folk i Kina bygget et nyt pelscenter i Shanghai med plads til 250 forretninger. I Ye Yoa er de som skrevet i fuld gang med at øge kapaciteten med 1200 virksomheder, og i nabobyen Haining udvider centret med yderligere 250 forretninger, ud over de 200 de udvidede med i fjor. I København fylder vores projekt stort set intet i forhold til det de bygger i Shanghai området, men i guder hvor det tager tid.

Hvor ville det være befriende hvis politikere og administration talte lidt mindre og handlede tilsvarende mere. Vi er beriget med ord uden indhold i rigelige mængder. Udvis dog lidt begejstring og handlekraft.       

Når den rige kultur pludselig bliver fattig

Under min seneste rejse til Kina spurgte nogle regeringsrepræsentanter under en forhandling ind til den økonomiske situation i Danmark. Det er første gang, jeg har oplevet, at vore kinesiske samarbejdspartnere har udvist nogen som helst interesse for Danmark. Jeg ved ikke, om jeg overfortolker den nye interesse for nationens tilstand eller rettere stilstand, men det er lidt bekymrende. Sagen er, at Kina i løbet af de seneste tyve år er vokset fra at være et uland til at være en imponerende global økonomisk stormagt. Den økonomiske vækst i landet ligger tæt på de 10 pct., hvilket betyder, at USA og især Europa sakker agter ud i det globale økonomiske kapløb.
Kineserne er ikke noget sentimentalt folk. Vis mig dine tal, og jeg skal sige dig, hvem du er. Stort er godt, og den der med at være lille og vågen, synes kineserne er noget frygteligt sludder. Hvis du er vågen, er du ikke lille.

Folk med økonomisk succes er derfor beundringsværdige. Målet i livet er sikre dig og dine et økonomisk trygt liv. Det er vidunderligt at være rig, lyder et gammelt kinesisk ordsprog, og mon ikke de fleste danskere kan nikke anerkendende til den tese, altså under forudsætning af, at der ikke skal arbejdes for hårdt for at blive rig. Det gider vi ikke, og derfor hylder vi middelmådigheden i sang og ord. Hvem har ikke sunget " ved jorden at blive", og hvem har ikke fået at vide, at man skal kravle, før man kan gå, og man i øvrigt skal holde armene ind til kroppen. Det er lidt vanskeligt, når man kravler rundt på gulvet, så det er nok grunden til, at så mange danske unge snubler, inden de for alvor kommer i gang med voksenlivet.

Men i Kina beundrer man dem, der kan og vil, og hvis man tilhører denne gruppe, vil man gerne vise det. Derfor efterspørger man alle de ting, der giver prestige. Dyre mærkevarer, dyre biler, dyre pelse, smykker osv osv. Man siger, at kineserne hele tiden opgraderer. Man starter med en BMW 318. Så snart man har råd, bliver den udskiftet med en 320. Som Janice Joplin sang, lykken er en Mercedes benz, eller på kinesisk at starte køreturen i en 318' og slutte turen på bagsædet af en 750'er.

Kineserne elsker specielt de europæiske og amerikanske mærkevarer. Der er kø udenfor Hermes, Loui vuitton og Gucci butikkerne. Kunderne bliver lukket ind i små grupper. Det er et privilegium at få lov til at købe en taske til mange mange tusinde kroner. Kineserne køber ikke bare en taske, men et ydre tegn på deres succes. Og når kineserne er så glade for de europæiske mærker, skyldes det, at et liv i sus og dus altid har været forbundet med den europæiske livsstil.

Derfor er det lidt bekymrende, når kineserne nu viser stor interesse for vor evne til at styre økonomien. For hvem vil have nogle klumremikler, der er plaget af livstruende store økonomiske problemer, som forbillede? Den kinesiske kulturminister er for så vidt begyndt at svinge taktstokken. Tv-stationerne er blevet påbudt at reducere antallet af vestligt dominerede underholdningsprogrammer. Den vestlige kultur er fordummende lyder det.

Mon ikke, at vi i de kommende år vil se en stærkt stigende kinesisk selvbevidsthed, som alt andet lige vil gøre det vanskeligere og vanskeligere for de europæiske mærkevarer at bevare deres position på det kinesiske marked. Hvad er dansk design egentlig værd, hvis de, der skal købe produktet, ikke forbinder Danmark med noget meget positivt? Hvem gider f.eks. købe dyrt modetøj designet i Albanien, eller for den sags skyld Ukraine. "The Real Thing" kommer fra Italien, Frankrig, USA og så videre, fordi det er her, man lever det gode liv, et liv i overskud.

Under EXPO i Shanghai solgte vi Danmark ved hjælp af den lille havfrue og H.C. Andersen. Det var der mange, der syntes, var grænseoverskridende originalt og opfindsomt. Men mon disse nationalklenodier er et godt salgsargument i en nation, der er fokuseret på økonomisk vækst og udvikling? Næppe, og dansk design er da også stort set et godt image som er ukendt i verdens hurtigst voksende forbrugsland. Ærgerligt, men en sørgerlig kendsgerning.

Som nation er vi tvunget til at hanke gevaldigt op i os selv! Vi og de øvrige europæiske lande har ikke længere samme gode image som for bare nogle få år siden. Dette er i sig selv en hæmsko for eksporten og vil derfor gøre det vanskeligere, jo længere vi udskyder de nødvendige reformer med at få gang i hjulene igen.

Kan vi lære lidt af Hong Kong?

Jeg er netop kommet hjem fra en forretningsrejse til Hong Kong - denne fantastiske by, der i areal svarer til Lolland, men så hører ligheden også op. Byen har 7,5 mio. indbyggere. Det er en rig by. Målt som bruttonationalprodukt per indbygger ligger levefoden ca. 30 pct. over den danske. Sandt for dyden kan man da heller ikke føle andet end ydmyghed over for dette asiatiske kraftcenter. Byen summer af liv og virkelyst i alle døgnets 24 timer. Handel, transport, finans og turisme er de vigtigste erhverv. Kinas blomstrende økonomi er naturligvis en væsentlig forklaring på Hong Kong's succes, men uden borgernes flid og virkelyst var det aldrig blevet til noget.

Her i landet diskuterer vi helt seriøst, om det skal kunne betale sig at arbejde eller ikke. Man tør ikke nævne denne specielle danske diskussion i Hong Kong. De ville få det indtryk, at danskerne er kugleskøre. Det er en selvfølge i Hong Kong, at de flittige og dygtige naturligvis har et økonomisk bedre liv end de dovne og udygtige. Så enkelt er det.

Hong Kongs skattesystem afspejler, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man kan højst komme til at betale 15 pct. i indkomstskat. Men der er naturligvis nogle gevaldige fradrag. Voksne har et fradrag på 100.000 HKD, børn det halve. Ubrugt fradrag overføres til hovedforsørger. Det vil sige, at en familie med to voksne og to børn har et grundfradrag på 300.000 HKD, før der skal betales skat. Det svarer til 210.000 kr. Samtidigt kan borgerne glæde sig over, at der ikke betales moms, og at øvrige afgifter er mindre end små. Statens indtægter kommer primært fra jordsalg, ejendomsskatter, og stempelafgifter. Regeringen er fast besluttet på at holde de samlede offentlige udgifter under 20 pct. af bruttonationalproduktet. I Danmark er det tilsvarende tal ca. 60 pct.

I Hong Kong er problemet ikke, at der er underskud på de offentlige finanser. Her er problemet, at overskuddet vokser og vokser. Derfor fik alle indbyggerne i fjor en julegave fra regeringen i form af 6000 HKD.

Er alt kun godt i Hong Kong? Nej naturligvis ikke. Man har et fint skolesystem og offentlige hospitaler, samt socialt boligbyggeri for de laveste indkomstgrupper. Resten må borgerne selv klare. Og det gør de så, men specielt de høje ejendomspriser og hidsige huslejer er en stor byrde for især de unge. Omvendt er der masser af ledige jobs, lønniveauet er som i Danmark, dog med en betydelig større lønspredning, så sammenholdt med den lave beskatning er levefoden meget høj.

Hong Kong er et af utallige eksempler på, at vejen til velstand er flid og foretagsomhed. Danmark er desværre endt som et eksempel på, at passivitet og manglende virkelyst er den sikre vej ned af den internationale velstands-stige. Men spørgsmålet er så, hvordan kommer vi nærmere Hong Kong's tilstand?